Hypofysetumor hos heste
Af dyrlæge Tine Mangart Søland Hvad er hypofysetumor hos heste? Hypofysetumor er en form for kræft, som sidder i hjernen, - nærmere betegnet i hypofysen. Hypofysen er den del af hjernen, som styrer nogle af kroppens hormonelle funktioner. Heste, der angribes, er oftest ældre heste, og lidelsen ses oftere hos ponyer end hos heste. Sygdommen skrider fremad med et snigende forløb.

Hvad er symptomerne på en hypofysetumor? - Langt, krøllet hårlag
- Muskelsvind, som gør hesten svajrygget og hængevommet.
- Øget tendens til forfangenhed
- Øget risiko for bakterielle infektioner
- Udvikling af sukkersyge med for meget sukker i urinen og blodet
- Almindelige sår er lang tid om at hele
Hvordan kan din dyrlæge stille diagnosen? Symptomerne er meget karakteristiske for sygdommen, og som regel er dyrlægen ikke i tvivl om diagnosen. For at stille diagnosen helt præcist, kan man lave nogle forskellige tests. Der findes 3 forskellige tests, man kan udføre. Disse koster forholdsvis mange penge (700 – 1200 kr.). Princippet i dem alle er, at man sprøjter et hormon ind i hesten, og udfra en række efterfølgende blodprøver undersøges hestens reaktion herpå.
Hvordan behandles en hypofysetumor? Der findes i øjeblikket ikke nogen behandling mod denne lidelse. Man behandler følgesygdomme og tilstødende komplikationer i forbindelse med lidelsen, f.eks. forfangenhed og infektioner. Hvordan er fremtiden for din hest, hvis den har en hypofysetumor? Da man ikke er i stand til at behandle kræftformen, kan hesten ikke blive rask. Man har fulgt heste, som er plejet intensivt, og mange af disse har levet godt i mange år efter at diagnosen er stillet. Dette kræver dog gentagne laboratorieundersøgelser og megen behandling. Som regel vil dyrlægen, efter at diagnosen er stillet, anbefale at hesten aflives. Hvorfor får heste en hypofysetumor? Som ved de fleste kræftsygdomme kendes den nøjagtige sammenhæng ikke. Hvad er risikoen for, at din hest får en hypofysetumor? Da det er en sjældent forekommende sygdom, er risikoen lille. Jo ældre din hest er, jo større er risikoen dog. Hvad kan du gøre for at nedbringe risikoen for, at din hest får en hypofysetumor? Der kendes ingen forebyggende tiltag. Anden viden om hypofysetumor: Der findes forskellige former for hypofysetumorer hos heste. Den ovenfor beskrevne form er den absolut hyppigst forekommende. |