Når man giver sine dyr medicin, har man brug for viden om den pågældende medicins indhold, virkning, bivirkninger mv.
Dette register indeholder oplysninger om de lægemidler, der er godkendt til brug på hunde, katte og heste, samt en række andre lægemidler, der ofte anvendes til disse dyr.
Oplysningerne er indhentet hos producenterne og deres agenter, samt i Veterinær-medicinsk Produktkatalog.
Medicinregistret er skrevet på dansk; de fagudtryk og latinske ord der normalt forekommer i sådanne tekster er erstattet med danske udtryk og vendinger.
Oplysningerne i registret skal betragtes som vejledende. Der er her omtalt den almindelige anvendelse af lægemidlerne, og hvis dyrlægen har ordineret et præparat på en anden måde, skal du følge dyrlægens anvisning.
Det er redaktionens håb, at dette register kan være en hjælp til at forstå dyrlægens ordination bedre, samt at det kan give dig nyttig generel information om anvendelse af lægemidler.
Registret er ikke ment som en vejledning i, hvordan du selv kan behandle dine dyr. Hensigten er alene at give dig mulighed for at øge din viden om medicin generelt, og specielt om de produkter, dyrlægen ordinerer, eller som kan købes i håndkøb.
Registret er ikke fuldt udbygget fra starten. Der kan såleder være præparater, som du endnu ikke kan finde, men de vil blive tilføjet hen ad vejen.
Marts 2001
Dyrlæge Knud Dahlgaard