Hvem er vi | Profil | Mail et forslag | Links
  • Forside
  • Hund
  • Kat
  • Hest
  • Gnaver
  • Fugl
  • Pleje
  • Medicin
  • Videnskab
  • VetFamily
  • Nyhedsbrev
  • e-butik
 
  • Sygdomsleksikon
  • FAQ
  • Hundeskolen
  • Forgiftning
  • Tema
  • Symptomguiden
 
 

Furunkulose - dyb hudbetændelse

Af dyrlæge Helle Johansen

Hvad er furunkulose?
Furunkulose er en dyb hudbetændelse, der udspringer i hårsækkene og senere breder sig til det omliggende væv. Hudbetændelsen kan være steril, men er oftest inficeret med bakterier. Det drejer sig typisk om bakterien staphylococcus intermedius, der er en del af hudens normale flora, men andre bakterier kan også være involveret.

Furunkulose er en alvorlig tilstand, der kan være smertefuld og give feber. Lidelsen kræver tit intensiv og langvarig behandling.

Hvad er symptomerne på furunkulose?
Furunulose er en lidelse, som forekommer i mange forskellige varianter. Den forekommer hyppigst som:  

  • Såkaldte "hot spots", hvor der lokalt opstår et hårløst, væskende område, og huden er rød og fortykket
  • Bylder mellem tæerne, evt. med opbrud, så betændelsen løber ud
  • Større områder med væskende sårdannelser, hårtab og hævelse


Hunden vil desuden generelt være påvirket i form af feber og nedstemthed.

Hvordan kan din dyrlæge stille diagnosen furunkulose?
For at stille diagnosen vil dyrlægen ofte benytte sig af både hudskrab og vævsprøver (biopsier) af huden. Begge dele tages oftest, mens hunden er under fuld bedøvelse. Prøverne giver vigtige oplysninger om typen af reaktion i huden, samt om hvilken lidelse der kan ligge til grund for udviklingen af furunkulosen.

Hvordan behandles furunkulose?
Det er vigtigt, at man er indstillet på, at behandlingen af furunkulose tager tid. I sjældnere tilfælde kan der være tale om en livslang behandling.

Dyrlægen vil typisk vælge en kombination af følgende muligheder:  

  • Hunden skal behandles med antibiotika i minimum 3-4 uger, efter at symptomerne er væk. En dyrkning af bakterierne og en resistensbestemmelse kan hjælpe til, at dyrlægen vælger den bedst egnede antibiotikatype.
  • En god, desinficerende shampoo, der f.eks. indeholder benzoylperoxid, til hyppig vask af de angrebne hudpartier.
  • Tilskud af essentielle fede syrer til at forstærke hudens forsvarsværker mod infektion og dæmpe betændelsesreaktionerne.
  • Binyrebarkhormon til at dæmpe reaktioner, der forårsages af immunforsvaret og allergiske reaktioner i huden.
  • Forebyggelse af lopper og andre parasitter på huden, så de ikke griber forstyrrende ind i hudens helbredstilstand.


Hvorfor får hunde furunkulose?
En række lidelser, f.eks. hårsækmider, allergi og svampeinfektioner, kan udløse en hudbetændelse, der hurtigt kan udvikle sig videre til furunkulose.

Desuden forekommer der en variant hos schæfere, hvor især midaldrende hunde udvikler furunkulose. Det menes, at der kan være forhold i immunforsvaret hos schæfere, som gør dem særligt disponerede for at udvikle den dybe hudbetændelse.

Hvad er risikoen for, at din hund får furunkulose?
Mange hunde udvikler på et eller andet tidspunkt furunkulose i mere eller mindre grad.

Hvilke racer er særligt udsatte for at få furunkulose?
Alle hunde kan få furunkulose, men boxer og golden retriever er særligt udsat.

Læs mere: Hårsækmider/demodicose, allergi, malasezzia, GSDP.

 
 
Indholdet der findes på Netdyredoktor.dk er udelukkende til informationsbrug. Disse informationer må på ingen måde kompensere eller erstatte den professionnelle rådgivning og behandling, som gives af en autoriseret dyrlæge. Læs afsnittet om juridisk information og ansvarsfraskrivelse. ©2000-2005 Netdyredoktor A/S