NYHEDSBREV JUNI/JULI 2006
Hunde med på sommerferie Bilister skal være fastspændt på køretur, det samme gælder børn. Igennem de senere år har vi været vidne til forskellige kampagner fra Rådet for Større Færdselssikkerhed, og det kommer næppe bag på nogen mere, at en hård opbremsning medfører, at ikke fastspændte passagerer ryger ud gennem forruden. Det samme er tilfældet med hunde.
Ny crashtest med ikke fastspændte hunde beviser, at det tryk en schæferhund rammer asfalten med ved almindelig kørehastighed, hvis den slynges ud af forruden i forbindelse med en kollision, er 30 gange dens egen vægt og kan svare til trykket fra en elefant.
Vi har haft et kig rundt på det danske marked for at checke sikkerhedsseler til hunde. Vi har været overraskede over den manglende viden om selerne og frygter, at en del af selerne giver bilisterne en falsk tryghed. For at opnå tilstrækkelig sikkerhed skal hundene fastspændes på bagsædet.
Hvor god er du egentlig til at sikre din hund i tilfælde af en hård opbremsning eller en påkørsel? Sikkerhedsseler til hunde eller fastspændte bure i bilens bagagerum er gode og effektive løsninger. Tilbud og nyheder fra Dyrenes e-butik Dyrenes e-butik har netop udvidet varesortimentet med gode halsbånd og liner.
Vi har også fundet frem til velbyggede sikkerhedsseler i høj kvalitet, som sikrer hundene ved påkørsler. Det er vores vurdering, at disse tyske kvalitetsseler vil kunne højne sikkerheden for både hund og passagerer, i forbindelse med påkørsler. Selerne er godkendte af det tyske ADAC, som er sammenligneligt med det danske FDM. Netdyredoktor.dk har i sommerperioden valgt at sætte fokus på dyrenes sikkerhed og har derfor sænket priserne 10% på de godkendte sikkerhedsseler.
Se sommertilbud og nyheder for hund og kat. NYT FRA HUNDESEKTIONEN Sydeuropas rejsesygdomme hos hunde Fødevarestyrelsen har siden indførslen af EU pas til kæledyr i 2004, ekspederet mere end 80.000 kæledyrspas videre til praktiserende dyrlæger. Tallet bevidner, at campister, hotelgæster og turister med egen bolig under sydlige himmelstrøg, i højere grad end tidligere, rejser sammen med deres husdyr. For de fleste dyrs vedkommende drejer det sig om hunde.
Indtil nu har myndighederne med EU-kommisionen i spidsen, koncentreret den sygdomsrelaterede præventive rådgivning om at undgå spredning af farlige virussygdomme som f.eks. hundegalskab. Men i de seneste år har parasitære sygdomme opnået større bevågenhed hos myndighederne i vores nabolande Sverige og England. Det er der en grund til.
Langs Middelhavskysten er der efterhånden klarlagt flere smitsomme sygdomme, hvor myg og flåter er smittebærere. Dyrlæger og ejere skal derfor i fællesskab, forsøge at forebygge disse parasitangreb. Det drejer sig i særdeleshed om Leishmaniasis, Babesiose og infektion med den tropiske hjerteorm. Alle sygdomme har mellemstadier i enten myg eller flåt, og så kan de tilmed overføres til mennesker! Nye undersøgelser har påvist Leishmania i mere end 50% af myggene i et bælte fra Spanien, Frankrig, Italien, Croatien og Grækenland. Hundene skal beskyttes maksimalt med insektreppelerende midler, der er virksomme mod myg, sandflies og flåter. Behandlingen beskytter ikke blot det enkelte dyr, men hindrer tilmed at smitten introduceres til Danmark og de øvrige Nordiske lande. Læs mere om eksotiske rejsesygdomme.
Læs mere om Leishmaniasis og læs mere om babesiose.
Er din hund rejseklar? Hvert år begiver mange familier sig af sted på bilferier udenfor landets grænser. De mange udstedte rejsepas vidner om en stor rejseaktivitet, for de fleste hundeentusiaster kunne ikke drømme om at tage af sted uden familiens firbenede medlem. Men for at ferien skal være en succes, er det en god ide at gennemtænke hele ferien både med og uden hund.
Hvis hunden stadig passer ind i feriens rammer og familiens aktiviteter, er det sikkert en god ide at tage den med. Er man i tvivl om hunden skal med, er det ofte bedst at lade den blive hjemme, så den ikke kommer til at virke som en hæmsko. Vi har lavet en hurtig checkliste, som skal hjælpe alle de hunde der i løbet af de næste måneder begiver sig ud på lange bilferier. Check om din hund er rejseklar her....
NYT FRA KATTESEKTIONEN Skal din kat i pension i ferien? Mange vælger at lade katten passe, når de selv drager af sted på ferie, for det er nemlig de færreste katte som får noget ud af at være med. Og derudover behøver man ikke at frygte at katten løber væk. De velrenommerede kattepensioner har meldt udsolgt i flere måneder, men også mange af de mindre pensioner er blevet mere opmærksomme på,at få skabt forhold, som ikke stresser kattene. Som ejer bør du tage ud og besøge flere pensioner, så du bedre kan danne dig et indtryk af stederne, herunder medarbejdernes engagement og kendskab til de enkelte katte.
Få flere gode råd og inspiration til hvordan du vurderer en pension, så du trygt kan efterlade katten, mens du selv er på ferie. Læs mere i vores tema om kattepension. NYT FRA HESTESEKTIONEN
Forældre skal fokusere langt mindre på købsprisen, når de investerer i en børnehest. For en billig hest afspejler ofte, at den enten ikke har et godt sind eller at den har nogle dårligt afgrænsede gangarter. Begge dele er særdeles uhensigtsmæssigt, hvis man ønsker at fastholde børnenes entusiasme. I det lange løb er indkøbsprisen nemlig langt den mindste, set i forhold til de faste udgifter til opstaldning, fodring, beslagsmed og dyrlæge. Og de faste udgifter er jo identiske, uanset om man har en god eller dårlig hest. Tilmed skal man som voksen gøre sig klart, at det er svært at skille sig af med den indkøbte hest, selv når alle har indset, at det var en fejlinvestering.
Så ønsker man at købe en hest til familiens børn, så de får maksimalt fornøjelse af den i sommerens lyse tid, skal man lytte til den rådgivning, man får, og stole på at sælger kan stå inde for hesten. En børnehest skal nemlig have alle de positive egenskaber en hest kan besidde, så den unge rytter kan vokse med hesten. Læs mere om børn og heste….
NYT FRA FUGLESEKTIONEN Efter fund af den højpatogene fugleinfluenza H5N1 i en hobbyfjerkræbesætning på Fyn d. 18. maj, har myndighederne valgt at opretholde både beskyttelses og overvågningszonerne. Det betyder blandt andet, at ingen fugle må transporters til Fyn. For familier med fugle, som skal flytte til Fyn, anbefales det at efterlade fuglene hos venner eller bekendte udenfor Fyn, indtil zonerne ophæves. Det betyder også, at sejlende turister med skibsfugle ikke må lægge til havn på Fyn, og fugle i bur må heller ikke medtages i sommerhus eller på campingferie på Fyn.
Er du i tvivl om du kan medbringe din fugl, kan du anvende fødevarestyrelsens hotline 70130012 For at se et kort over zonernes udbredelse kan du klikke her: http://www.foedevarestyrelsen.dk/Fugleinfluenza/Zoner/forside.htm
Kilde : Fødevarestyrelsen. NYT FRA HUNDESKOLEN  Sommer og ferietid står for døren. For rigtig mange familier – ca. hvert 4. hjem! - betyder dét, at der også skal tages stilling til, hvor og hvordan familiens hund skal tilbringe sommeren.
Skal hunden sammen med familien på ferie i ind- eller udland? Har den sit pas i orden? Eller skal den blive hjemme? Og hvis den skal blive hjemme, hvor skal den så passes?
Læs mere om Sommerferie og hund.
NYT FRA VIDENSKAB OM DYR Neoteni og adfærdstydning. Både hunde og katte afgiver og modtager omfattende meddelelser via lugtesansen og afmærker omhyggeligt deres territorier og de områder, de færdes i, med duftspor. Meget af deres adfærd drejer sig om at kommunikere via duft. Men kun når signalerne bliver så usofistikerede som lugt af urin eller afføring, kan vi opfatte dem, resten af duftkommunikationerne er foreløbig for mennesker så godt som ukendte sprog. Det betyder at vi er hensat til at kommunikere med vores dyr gennem aflæsning af deres kropsprog og brug af lyde. Men adfærdsforskning er langt mere end tydning af de almindeligt kendte signaler. En forholdsvis ukendt men anerkendt hypotese blandt adfærdsforskere er hypotesen om neoteni. Du kan læse meget mere om neoteni og anden tydning af dyrenes signaler i månedens artikel fra Videnskab om dyr: Forstå hundes og kattes signaler. |