NYHEDSBREV MARTS 2007  Jævndøgn Den værste snestorm i mands minde har hærget store dele af Jylland og Sjællend i februars sidste dage. Men nu er sneen atter væk, dagene er mærkbart lysere og længere, og jævndøgn d. 21. marts vidner om, at dagene nu igen er længere end nætterne. Det betyder mere tid til udendørs aktiviteter, hvor fuglene synger og dyrene er forårskåde. I jorden rundt omkring myldrer forårets små bebudere frem, som vidner på, at vinteren er kraftigt på retur. Husk at mange af disse forårsløg er giftige for dyrene, og vær derfor opmærksom på, om specielt halvstore hvalpe graver dem op i haven og derved kommer i kontakt med dem. Se mere: Hund: Forgiftning med erantis, vintergækker og påskeliljer. Kat: Forgiftning med vintergækker og påskeliljer.
Nye forårs tilbud fra dyrenes e-butik: Fælder din hund og kat mere end almindeligt eller er pelsen vintermat og trist? Cronch lakseolie er på tilbud i marts måned, et kosttilskud til din hund eller kat, som ikke alene smager godt, men som også indeholder essentielle fede syrer til forbedring af pelskvaliteten. Klik ind i dyrenes e-butik og se tilbuddene i denne måned: Hund, kat, hest, fugl.
Fugletræk Sidste år blev de første tilfælde af fugleinfluenza diagnosticeret her i landet, og det er svært at forestille sig, at det ikke gentager sig de kommende år i forbindelse med fuglenes trækruter. Erfaringerne fra sidste år viste, at befolkningens opbakning med indrapportering af døde fugle, specielt fra vådområder, var med til at identificere de smittede fugle. Men det er ikke alle døde fugle, som skal ind rapporteres. Læs her, hvilke regler du skal følge, når du har fundet en eller flere døde fugle.
Er du stadig i tvivl, kan du ringe til Fødevarestyrelsens hotline på telefon 7013 00 12 på alle hverdage fra 9-16. NYT FRA HUNDESEKTIONEN:  Undgå at din privatøkonomi er den begrænsende faktor- tegn en sygeforsikring.
De fleste dyre ejere har haft brug for hjælp fra vagthavende dyrlæger. For akut sygdom og tilskadekomst opstår uden varsel, og derfor samarbejder de fleste dyrlægepraksis om en 24 timers klient service. Stort set alle ejere har forståelse for, at udgifter til behandling er større om natten og i weekends. Hvis du vil undgå bekymring om udgifter til dyrlægehjælp 365 dage om året i døgnets 24 timer, har du brug for en sygeforsikring. Med den i hånden slipper du for store uforudsete udgifter og store dyrlægeregninger, samtidig med at din hund altid får den mest optimale behandling.
Et hurtigt regnestykke taler sit eget sprog. Som hovedregel dækker sygeforsikringen 80 % af udgifterne. En akut behandling i weekenden løber hurtigt op i ca. 4000,- + moms. Er dyret sygeforsikret, skal ejeren selv betale 1000 kr. + evt. selvrisiko på 300 kr, altså i alt 1300 kr. i stedet for 5000 kr! Forsikringspræmien er altså hurtigt tjent ind. Læs mere om skadestuevagt for dyr og forsikring af hunde.Skal din tæve have hvalpe? Er du en af de mange tæve ejere som skal have hvalpe i foråret? Uanset om man er erfaren avler eller har en hund som skal have hvalpe første gang, er det altid spændende når der fødes nye hvalpe. Og selvom fødsler varierer fra hund til hund og fra gang til gang, er det normalt at fødslen forekommer til tiden, dvs. 63-65 dage efter ægløsningen. Senest en uge før forventet nedkomst, bør tæven have en stor fødekasse til rådighed, som hun dels kan føde i og dels pleje hvalpene de første uger. Læs i god tid om fødslens forskellige faser og vær godt forberedt til fødslen går i gang. Læs mere: Tema om fødsel.
NYT FRA KATTESEKTIONEN: Bidsår og bylder Den meget karakteristiske lyd af katte som slås trænger sig igennem nattestilheden de kommende måneder. For kattene slås om de territorielle rettigheder, og dermed områdets ressourcer, såsom for eksempel mad og hunkatte. Er der meget ballade i dit nabolag, er det sandsynligvis, fordi der er en ikke kastreret kat i området, som forpester tilværelsen for de øvrige katte. Bid fra katte er meget inficerede, da mundhulen indeholder store mængder bakterier. Mange bakterier kræver ilt for at kunne leve, men i kattes mundhule er der tilmed et stort antal bakterier, som ikke kræver ilt (anaerobe) for at kunne formere sig. Når Kattene slås, borer hjørnetænderne sig ind gennem huden og poder det underliggende væv med disse bakterier. Selve biddet i huden heler hurtigt, og huden lukkes derfor udadtil, men i det underliggende bindevæv ulmer betændelsen og starter en decideret byld. Læs mere om kattes bidsår og bylder. NYT FRA HESTESEKTIONEN:  Forberedelse af hoppe til ifoling
Hingstekåring i Herning er netop overstået, og i den kommende tid kommer der flere kåringer i andre specialforbund. Mange ejere går derfor i denne tid og planlægger, hvilken hingst deres hoppe skal i foles med. Ifolingen skal planlægges i god tid, for et omhyggeligt gennemtænkt og gennemført forarbejde øger chancen for til efteråret at have nået målet: Nemlig at hoppen er i fol ved den ønskede hingst, uden unødvendige udgifter.
Med henblik på hoppens avlspartner er der også en række overvejelser at gøre sig, dels avlsmæssige, dels økonomiske og i særdeleshed praktiske, som f. eks. hvordan hingstens avlsindsats foregår. Man skelner mellem naturlig bedækning, inseminering med frisk sæd, inseminering med kølesæd (transportsæd) og inseminering med frossen sæd. De 2 sidste metoder giver mulighed for, at hoppen kan blive hjemme hos ejeren, eller nøjes med transport til den nærmeste insemineringsstation. Læs mere tema om forberedelse af hoppe til ifoling.
Tid til kastration De flotte forårsdage er velegnede til at få hingsteføl og -plage kastreret. Dels er vallaker lettere at håndtere, dels kan de efter 60 dage komme på fold med hopperne og til sidst er flueplagen og smitterisikoen mindre i det tidlige forår. Nyere undersøgelser lægger stor vægt på, at hingste kan kastreres når som helst i deres liv, og at der ikke er dokumentation for at hesten udvikler sig anderledes, såfremt man vælger en sen kastration. I de fleste øvrige lande kastreres hingsteføl, når de er ca. 6 måneder gamle, men der har herhjemme i Danmark været tradition for at kastrere senere. Fordelene ved tidlig kastration er mange, heriblandt at det er et mindre indgreb, og at der således er mindre risiko for forventelige eller alvorlige komplikationer. Læs mere om kastration. NYT FRA HUNDESKOLEN: I løbet af den næste måneds tid begynder hvalpelisterne i de forskellige specialklubber at blive opdatterede med mange fine nye hvalpe.
Som potentiel hundekøber er det meget nemt at lade sig friste over evne, for enhver hvalp kan sælge sig selv. Øjnene, den kluntede gang og den bløde hvalpepels taler til vores inderste instinkter, men anskaffelse af hvalp er ikke et impulskøb.
Heldigvis har de sidste mange års fokus på racekundskab og ”før du køber hund”- kurser flyttet vores opfattelse af, hvilke overvejelser man skal gøre sig, inden man køber hund, og hvor vigtigt det er at vide, hvilken oprindelse hunden har. Hundeskolen har lavet en brugervenlig racekundskabs-guide til dig, der påtænker at skulle have hund i 2007. Læs mere om racekundskab. |