| Navn: | Frederik Kjær |
| Født: | 1972 |
| Kandidatår: | 2000 |
| Klinik: | Tukan Pet Products |
| E-mail: | |
Jeg blev færdig som dyrlæge i 2000. Jeg arbejder i mit eget firma, som hedder Tukan Pet Products, og som jeg startede under dyrlægestudiet i 1997. I dag er det vokset til at være den største im- og eksportvirksomhed af sin art i Danmark. Virksomheden forhandler månedligt mellem 2000-2500 fugle og dyr, importerer, producerer, køber og sælger meget foder og mange specialdiæter til opdrættere, zoos og dyreparker.
Derudover arbejder jeg som konsulent for firmaer og klinikker indenfor den veterinære verden, fugledommer, landsforeningsformand for en fugleforening og fagredaktør på netdyredoktor.
I det private deler jeg bopæl med Lise, som er dyrlægestuderende. Hun har stor tolerance og tålmodighed, når det gælder håndopmadning af papegøjeunger i vores private bolig. Sammen opfostrer vi sunde papegøjeunger, som er socialt afstemte overfor både dyr og mennesker.
I min fritid spiller jeg musik med 9 andre i et orkester bestående af dyrlæger, dyrlægestuderende og en enkelt elektriker. Vi kalder orkestret VET VET VET.
Inden jeg læste til dyrlæge på Landbohøjskolen, har jeg rejst med min familie rundt i den vide verden og set forskellige kulturer og mange flere forskellige mere eller mindre eksotiske dyr. Min interesse for fugle har altid været størst, og i en alder af kun 7 år startede jeg ud med opdræt af undulater. Siden har jeg haft de fleste små tropiske finkefugle og har også bevæget mig ind på området med papegøjer og parakitter. Dog må jeg sige, at de fugle, som har haft størst betydning for min udvikling som fugleopdrætter og organiseret indenfor fugleforeningsverdenen, er zebrafinkerne. Det har været en glæde at opdrætte og udstille disse små glade væsener. Samtidig har jeg været involveret som fugledommer og dømt i både ind- og udland.