Af Lise Lotte Christensen & Frank Naumann
Mange mennesker klager over hundeejerne fordi vi ikke altid udviser tilstrækkelig hensynsfuldhed overfor vores omgivelser. Det er ærgerligt og det vil vi gerne gøre noget ved. Her følger 5 gyldne regler som helt sikker vil gøre dig mere populær som hundeejer:
1. Saml op efter din hund
Ingen - overhovedet ingen - gider at træde i en hundelort. Hvis din hund besørger på steder, hvor det kan tænkes, at børn eller voksne leger eller på anden måde færdes, så saml op!
2. Opsamlede hundelorte skal smides i skraldespanden
De små plastposer med "lunt indhold" skal ikke deponeres i naboens hæk eller sættes ved fortovskanten. Ingen kommer og samler dem op for dig, og de skæmmer i naturen. Høm-høm-poserne skal deponeres i en skraldespand - hver gang.
3. Få styr på din hund
Ingen har lyst til at blive løbet over ende af en hund. Heller ikke en venlig hund. Principperne frihed under ansvar og hensynsfuldhed gælder her. Når du ser børn eller voksne - med eller uden hunde - på din vej, så kald din hund til dig! Det er super god træning for din hund, og det viser omverdenen at du er ansvarlig og hensynsfuld. Hvis de gerne vil hilse på din hund eller opfordrer til at hunden skal lege med deres hund, kan du jo altid slippe den igen.
4. Hold hunden i line hvor det er påkrævet
Det er ikke for sjov, at der er sat skilte op på stranden og i skoven, som kræver at hunde føres i snor. Der er faktisk en dybere mening med galskaben. På stranden og i skoven bor dyrevildtet, og vi og vores hunde er strandens og skovens gæster!
Hvert år dør og lemlæstes fugle og pattedyr fordi skiltningen ikke respekteres. Alle hunderacer, fra de største til de mindste, har et jagtinstinkt som tændes, når de får fært af vild. Selv om hunden ikke fanger vildtet, kan det stresse dyret så meget, at det eksempelvis forlader sine unger. Køb en flex-line og nyd naturen i fred og ro.
5. Vær opmærksom på din hunds adfærd
Støjer din hund? Mange hunde gør meget - og længe - i hundegården, i lejligheden eller i haven. Oftest fordi de keder sig og er understimulerede. Vend ikke det døve øre til, men tag ansvar for din hunds trivsel. Mangler hunden aktivitet og træning, så tag dig sammen og gør noget ved det! Sig til naboerne at du "arbejder på sagen" (hvis du gør det!) og give dem en flaske vin eller lidt hjemmebag for ulejligheden - selvfølgelig med en venlig hilsen fra "familien Hansen og Rufus".
Det er nemt at være hensynsfuld
Som du kan se, så er det faktisk ret nemt at blive populær som hundeejer. Man kommer langt med at bruge sin sunde fornuft, give en velment undskyldning når det er på sin plads og møde andre med et smil. Hvis du er i tvivl om, hvordan du skal forholde dig som hundeejer, så sæt dig i omverdenens sted. Vis hensyn - der skal være plads til os alle!