Tema om hundepensioner

Af dyrlæge Christian Mogensen

Hvorfor skal hunde passes i pensioner?
Mange mennesker har i perioder brug for at få deres kæledyr passet.

Ofte kan det lade sig gøre at få dyret passet af en nabo eller et familiemedlem. Et større barn kan godt passe dyret, men det skal altid være en voksen, der har det overordnede ansvar.

Hvis ikke familie, venner og bekendte kan træde til, kan en god løsning være en dyrepension.  Der findes landet over mange pensioner med forskellig indretning og service.

Da der lovmæssigt ikke er afstukket nogle særlige rammer, er de følgende råd udtryk for en holdning hos dyrlægerne bag www.Netdyredoktor.dk

Hvilken pension skal jeg vælge?
Generelt må man sige, at der findes utrolig mange forskellige pensioner, som kan opfylde næsten ethvert behov. Man må først og fremmest gøre sig klart, hvad ens egen hund kunne tænkes at have brug for.

Er det en meget aktiv hund, der normalt bliver brugt til jagt eller andet arbejde, har en sådan hund mere behov for motion og adspredelse end en ældre hund, der bruger det meste af sin tid på at sove.

Inden man bestemmer sig for, hvilken pension, man vil vælge, er det en god idé først at besøge pensionen, og have relevante spørgsmål klar til indehaveren. Du vil vel heller ikke sætte dit barn i en dagpleje, hvor du ikke kender til dagplejens indretning og har mødt dagplejeren selv?

Det må være et krav, at man kan få lov til at se burene og løbegårdene, hvor dyrene opholder sig. Kan dette ikke lade sig gøre, må man gå ud fra, at forholdene ikke tåler at blive set, og man bør nok kigge efter en anden hundepension.

Hvilke krav er der lovmæssigt set?
Der er ganske sparsomme regler på området dyrepensioner, men nedenstående tekst er taget fra et cirkulære, der omhandler handel med og opdræt af hunde.

Loven siger, at opholdsrummene skal:

  • ..være forsvarligt indrettede og holdes rene.
  • Tagene skal være tætte.
  • Rummene skal have tilstrækkelig adgang for lys og luft, og skal kunne opvarmes.
  • Der skal findes løbegårde, hvor hunden kan få tilstrækkelig frisk luft og motion.
  • Bokse og bure m.v. skal mindst en gang månedligt, og inden nye hunde indsættes, renses grundigt og desinficeres, efter den tilsynsførende dyrlæges anvisning.


Hvor ofte skal hundene luftes?
For hundes vedkommende må det være et krav, at de luftes minimum 4 gange om dagen. Er der løbegårde tilknyttet burene, kan 2 lufteture om dagen være tilstrækkeligt. Også her vil der være individuelle hensyn at tage, da ikke alle dyr har behov for maksimal aktivering.

Det kan være en god idé at have gjort op med sig selv, om hunden må være sammen med andre hunde, hvis der er mulighed for det. Heri ligger en reel risiko for slagsmål. Man skal dog ikke regne med, at pensionsindehaveren tillader hunde at blive lukket sammen, og det må være enhver pensionsindehavers – lige så vel som enhver ejers - ret at frasige sig denne mulighed.

Nogle pensioner har mulighed for, at hundene kan komme ud og svømme. Dette vil være godt for nogle hunde, medens det for andre, med f.eks. dårlige ører, ikke er en god mulighed.

Kan der fodres med eget medbragt foder?
For mange dyrs vedkommende tåles foderskift ikke særlig godt. For nogle dyr gælder, at de fodres med en specialdiæt mod f.eks. nyrelidelser, hjertelidelser eller leverlidelser. Det er vigtigt, at man selv kan få lov til at medbringe det nødvendige foder, men man skal ikke regne med afslag i prisen af den grund. I øvrigt bør der i pensionen udelukkende fodres med et kvalitetsfoder.

Kan pensionen give nødvendig medicin?
Mange dyr får i en periode af deres liv, eller måske permanent, lægemidler, som også skal gives i pensionsperioden. Derfor skal pensionen være villig til at fortsætte medicineringen under opholdet.

Hvor store skal burene være?
Det er svært at opstille eksakte krav til burenes størrelse, da det afhænger meget af den enkelte hund. En stor hund, som f.eks. en Grand Danoís, skal naturligvis have mere plads end en puddel. Der bør som minimum være så meget plads i buret, at hunden kan vende sig uden besvær og stå helt oprejst uden at hovedet rører loftet i buret. En mere ideel størrelse til f.eks. en labrador vil være 2 x 2,5 meter.

Er hundene meget ude i løbegårde, eller kan de løbe frit omkring, har de mindre behov for et stort bur. Man skal også tænke på, at nogle hunde befinder sig bedst ved, at buret ikke er alt for stort. Mange hunde kan godt lide at lægge sig op i et hjørne, især hvis det er overdækket, så det nærmest bliver som en hule.

Husk at medtage et tæppe, strømpe eller trøje, således at hunden har en kendt lugt med i pensionen. Det øger hundens tryghed i de nye omgivelser.

Hvilken sundhedsstatus må forlanges?
Vaccination: Da der naturligvis kommer mange forskellige dyr med forskellig sundhedsstatus i en pension, er det eneste fornuftige at lade sine dyr vaccinere minimum 10 dage og maksimalt 1 år før indsættelse i en dyrepension. Når mange dyr er samlet på et forholdsvis lille areal, er der stor risiko for smittespredning. Et enkelt sygt individ kan hurtigt smitte de øvrige dyr.  Pensionen bør derfor have som politik, at hunde uden vaccination ikke får lov til at komme ind.

Parasitter: Der findes forskellig politik vedrørende loppebehandlinger. Nogle pensioner gennemgår hunden ved ankomsten for at konstatere, om den er inficeret med lopper. Hvis det er tilfældet behandles den inden pensionsopholdet.

Andre pensioner kræver, at hunden er i forebyggende loppebehandling med f.eks. Advantage® eller Frontline®.

Ved afhentning er det nemt med en tættekam at sikre sig, at der ingen lopper eller loppeekskrementer er på hunden. Man skal også være opmærksom på, at lopper er mellemvært for bændelorm. Det betyder, at hunden kan være smittet med bændelorm, hvis den er loppeinficeret.

Løbetid: Er en hunhund i løbetid skal den kunne isoleres i et rum for sig selv, således at  hanhundene ikke bliver urolige. Ligeledes bør der være mulighed for, at hunde, der bliver syge under pensionsopholdet, kan isoleres, så de øvrige hunde ikke smittes. Dyr med smitsomme sygdomme bør ikke sættes i pension.

De fleste pensioner har i deres kontrakt indføjet, at dyrlægehjælp kan rekvireres, hvis der bliver brug for det. Det er en god og meget nødvendig service.