Ulvetænder
Af dyrlæge Tine Mangart Søland Hvad er ulvetænder hos heste? Ulvetænder sidder som små tænder lige foran den første rigtige kindtand. De sidder oftest i overmunden. De bryder frem, når hesten er ca. ½ år, men de kan også forblive liggende i gummen. Ulvetænder er rester af mangelfuldt udviklede kindtænder, og de kaldes undertiden rudimentære tænder. Hvad er symptomerne på ulvetænder? Når der ses symptomer fra ulvetænderne, er det, fordi disse generer hesten, når den har bid i munden. Symptomerne ses i form af hovedrysten, og at hesten har ømhed for biddet. Der kan også ses tyggebesvær. Hvordan kan din dyrlæge stille diagnosen? Dyrlægen stiller diagnosen ved en mundhule-undersøgelse. Her undersøges selve ulvetænderne og tandkødet omkring dem for at se, om der er en reaktion rundt om tanden. Hvordan behandles ulvetænder? Ulvetænderne trækkes ud, hvis de generer hesten. De fjernes nemmest, når hesten er omkring 1 ½- 2 år. På dette tidspunkt sidder tanden mest løst i kæben. Hesten beroliges af dyrlægen, så den står helt stille. Efter at der evt. er lagt lokalbedøvelse, løsnes tandkødet rundt omkring tanden. Derefter kan den trækkes ud med en tang. Hvordan er fremtiden for din hest, hvis den har ulvetænder? Fremtiden er god. Når de er fjernet, har hesten ikke flere gener. Hvorfor får heste ulvetænder? Ulvetænderne er en del af urhestens normale tandsæt, men netop disse tænder er unødvendige for hesten. Derfor er de enten ikke dannet eller kun mangelfuldt udviklet. Hvad er risikoen for, at din hest får problemer med ulvetænder? Kun ca. 25 % af alle heste har ulvetænder. Risikoen for at få problemer med ulvetænderne er størst hos travheste. Dette skyldes den måde, de er spændt op på til løb. Ofte kommer der et brud på tanden, således den sidder løst i tandkødet. Hvad kan du gøre for at nedbringe risikoen for, at din hest får problemer med ulvetænder? Du kan ikke gøre noget, men du kan holde øje med symptomerne. Anden viden om ulvetænder. Ulvetænder optræder hyppigere hos hopper end hos hingste/ vallakker. Visse amerikanske dyrlæger fjerner altid ulvetænder i forbindelse med tandcheck hos unge heste. |